Hvorfor skal du rejse ud?
Der kan være forskellige grunde til, at folk vælger at rejse til udlandet. Måske er det et nyt job, ny kæreste eller blot lysten til at prøve drømmen af om at bo i udlandet. Én ting er dog sikkert; det er med en vis nysgerrighed og eventyrlyst, at folk vælger at tage det store skridt og flytte væk fra de vante omgivelser i Danmark.
Når du bosætter dig i udlandet, møder du en ny kultur, skal tale et nyt sprog og får en masse uforglemmelige oplevelser med i bagagen. Der er ingen tvivl om, at du vil opleve, at det er en stor omvæltning fra dit liv i Danmark, men det er på samme tid både lærerigt og givende. Dette gælder, hvad enten du ønsker at bosætte dig i udlandet i kortere eller længere tid.
Overvejelser forud for rejsen
Der er en del at undersøge, når du vælger at bosætte dig i udlandet. Du skal bl.a. sætte dig ind i forsikringer, hvordan sundhedsvæsenet fungerer i tilfælde af sygdom, og hvis du rejser med børn, skal du også undersøge skoler eller børnehaver. Det er muligt for alle at bo i udlandet, hvad enten de er unge, børnefamilier eller pensionister, men du skal tage hensyn til forskellige faktorer afhængigt af din situation.
Det er på alle måder muligt at rejse ud med børn og familie, men der er som nævnt overvejelser, I skal gøre jer, inden I drager afsted. Det siges, at jo yngre børnene er, desto nemmere er det for dem at falde til og lære sproget. Det er selvfølgelig individuelt fra barn til barn, men det er værd at overveje, om netop dit barn er klar til at rejse ud.
Et skridt op ad karrierestigen
Folk drager ikke blot til udlandet for at opleve ny kultur og kulinariske oplevelser, men også for at gavne deres CV. Det danske arbejdsmarked er begejstret for folk, der har været i udlandet, og som dermed kan bidrage med den nye viden, de har fået. Dette gør livet i udlandet attraktivt, både mens det står på, men også nyttigt, hvis du ønsker at vende snuden hjemad igen.
En anden grund kan også være, at du har fået et jobtilbud, du ikke kan modstå. Det kan være en forfremmelse i en dansk virksomhed, der har afdelinger i udlandet, eller det kan være en international virksomhed, der har drømmejobbet for netop dig. Det kan således gavne din professionelle karriere, og udlandet kan være perfekt for den eller dem, der savner udfordringer og ønsker at prøve noget nyt.
Er der noget, der hedder den "rigtige" alder?
Som nævnt kan alle rejse til udlandet uanset alder, men det er nemmere på en række punkter, hvis du ikke har en familie, du skal forsørge og tage hensyn til. Bosætter du dig i udlandet med din familie, bosætter du dig som regel for længere tid, da mange børnefamilier ikke ønsker at flytte deres børn fra skole til skole eller børnehave til børnehave, men derimod ønsker en form for hverdagsrutine.
Det modsatte kan siges om unge uden børn og fast kæreste. De er ofte mere rodløse og kan godt flytte fra land til land, hvis den rette mulighed eller det uimodståelige jobtilbud melder sig. Folk mellem 20 og 25 år rejser ofte til udlandet som en del af deres uddannelse eller som en del af deres sabbatår, hvor de vil prøve nye ting af uden nogen forpligtelser.
En kulturberigende oplevelse
Hvis du rejser ud i verden som en del af dit studie eller sabbatår, er det som regel mødet med nye mennesker og spændingen ved at bo i udlandet, der trækker, fremfor det perfekte job. Udlandet er en form for dannelsesrejse og en kulturberigende oplevelse. Der kan derfor være forskellige grunde til, at du rejser ud, afhængigt af om du er færdiguddannet, under uddannelse, eller om du har kæreste og små børn.
Udlandet er for alle
Selvom grundende til at flytte til udlandet kan være forskellige er én ting sikkert; du får en oplevelse, du aldrig vil glemme. Udlandet kan byde på udfordringer, sved og tårer, men det kan samtidig gøre dig klogere på verden og gøre dig en masse oplevelser rigere. Sæt dig ind i det enkelte land, inden du tager afsted. Læn dig tilbage og nyd en hverdag, der er lidt anderledes, end den plejer.Publiceringsdato 18.06.2019