Bo og arbejd i Rumænien

Rumænien ligger midt i det sydøstlige Europa tæt på populære ferielande som Ungarn og Bulgarien. Med sine over 20 millioner indbyggere og en overdådig natur har...

Rumænien

Rumænien ligger midt i det sydøstlige Europa tæt på populære ferielande som Ungarn og Bulgarien. Med sine over 20 millioner indbyggere og en overdådig natur har landet en masse at byde på. Rumænien emmer af historie. Som EU-borger kan du nemt arbejde og bo i landet, hvilket giver dig rig mulighed for at komme tættere på kulturen og opleve den fantastiske natur.

Ankomst til Rumænien

Du behøver ikke visum for at opholde dig i Rumænien. Du skal dog være opmærksom på, om dit danske pas er gyldigt under hele opholdet. Rumænien

Arbejdstilladelse i Rumænien

Rumænien er en del af EU, og derfor behøver du som nævnt ikke en arbejdstilladelse for at arbejde i landet. Det gør det nemt for danskere at opholde sig i landet uden at skulle bekymre sig om visum osv. Hvad enten du ønsker at bosætte dig i Rumænien i få måneder eller på længere sigt, er der altså gode muligheder for det. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du bliver længere end tre måneder, skal du søge om at få et registreringsbevis. Et registreringsbevis er ikke besværligt at få. Det kan dog tage tid, så det anbefales at søge i god tid. Det kan ydermere anbefales at undersøge lige netop hvilken dokumentation, myndighederne ønsker at se fra dig. Ønsker du flere oplysninger om, hvad der er gældende for lige netop din situation, kan det anbefales at kontakte Rumæniens ambassade i København.

Hvordan får jeg et registreringsbevis?

Du kan henvende dig på Romanian Immigration Office i Bukarest for at få et registreringsbevis. Har du arbejde i Rumænien, skal du fremlægge et ansættelsesbevis eller anden bekræftelse på ansættelsen. Det er vigtigt, at du registrerer dig, da du ellers risikerer at få en mindre bøde. Registreringsbeviset skal ikke fornys, når du først har fået det. Du kan herefter arbejde og bo i Rumænien på samme vilkår som andre borgere i landet. Mange af Workwides klienter tilbyder vejledning, der kan være brugbar, når du bosætter dig i Rumænien. Du kan ligeledes undersøge, om din nye arbejdsgiver tilbyder vejledning, og hvis han eller hun gør, kan det anbefales at kontakte ham eller hende. På den måde kan du være bedst muligt forberedt og få en god start på dit nye job og liv i Rumænien.

Opret en bankkonto

Når man bosætter sig i udlandet, er det en fordel at have en bankkonto i det pågældende land for at undgå udgifter ved lønudbetaling og andre transaktioner. Det er forholdsvis nemt og ligetil at oprette en bankkonto i Rumænien. Faktisk kan alle gøre det. Du kan vælge mellem en af Rumæniens mange banker og derefter bestille et møde med en bankrådgiver. Til mødet skal du medbringe dit pas. Det er forskelligt fra bank til bank, men vær opmærksom på, at de måske også skal se et bevis på din rumænske adresse, ansættelsespapirer og udtalelser fra din tidligere bank. Du kan her vælge, om bankkontoen skal føres i rumænske lei (RON) eller euro (EUR). Før du kan bruge din konto, skal du indsætte et depositum.

Sygeforsikring

Gennem din sygeforsikring kan du benytte dig af det rumænske sundhedssystem. Der er mulighed for at komme på offentlige sygehuse såvel som private klinikker. Studerer du i udlandet eller er på forretningsrejse, virker det blå sygesikringsbevis, men opholder du dig længere tid eller permanent i Rumænien, anbefales det at tegne en rejseforsikring. Alle rumænere betaler en vis andel af deres løn til en sygeforsikring. Der er dog visse undtagelser, såsom hvis du er studerende eller handikappet, hvorved du er undtaget fra at betale. I Danmark findes der rejseforsikringer, der er målrettet længere ophold i udlandet, og som vil kunne sikre dig, hvis uheldet er ude.

Indkomstskat

RomaniaHar du været bosat i Rumænien i minimum 183 dage over en periode på 12 måneder, skal du betale indkomstskat. Hvis din arbejdsgiver er fra Rumænien, vil der blive trukket omkring 10 % i skat. Hvis din arbejdsgiver ikke er fra Rumænien, skal du selv sørge for, at du betaler skat. Du kan kontakte et lokalt skattekontor for at få mere information om dette.

  • Indkomstskat: 10 % af bruttoindkomsten
  • Sociale afgifter: 35 % af bruttoindkomsten

Job i Rumænien

Det rumænske arbejdsmarked

I Danmark kan mange begå sig på engelsk, men det er anderledes i Rumænien. Det er ikke alle, der kan tale engelsk, og mange jobportaler vil derfor være på rumænsk. Ønsker du at bosætte dig i Rumænien i en længere periode, kan det anbefales, at du lærer rumænsk. Der er dog også gode muligheder for at få dansk- og engelsksprogede jobs. Rumænien er interessant for alle, der har en uddannelse eller anden viden inden for it-branchen. Adskillige danske it-virksomheder har afdelinger i Rumænien, hvor der er gode chancer for at få jobs, der kan styrke din karriere. Udenlandsk erfaring kan være lærerigt for dig personligt, men også attraktivt at have stående på dit CV. Søger du mere arbejdserfaring, vil du her kunne få opfyldt mange af dine ønsker ved at søge uden for Danmarks grænser. Besidder du gode engelskkundskaber både skriftligt og mundtligt, er jobmulighederne dog langt større, og du vil helt sikkert opleve, at det er ganske stort antal internationale virksomheder, der leder efter arbejdskraft. Du kan få et overblik over jobtilbud - både danske og engelsksprogede jobs - i Rumænien ved at søge i vores jobportal. Det kan være en fordel at starte med at se på danske firmaer, der har afdelinger i udlandet. Der er en tendens til, at flere danske firmaer rykker afdelinger til udlandet og skaber såkaldte shared service-centre, der samler afdelinger på ét sted. Der kan være forskellige grunde til, at virksomheder flytter afdelinger til udlandet, men det er fantastisk for jobsøgende, da mange af disse shared service-centre ofte søger folk i kundeservice, der kan svare på e-mails og tage telefonen.

Ansættelsesvilkår

Arbejdstiden for mænd er på ca. 48 timer ugentligt, hvorimod den for kvinder er på 44 timer. Det er værd at nævne, at det ikke er tilladt at arbejde mere end 10 timer om dagen. Lige som i Danmark kan lønnen variere alt efter, hvor du er ansat, men lovbestemt mindsteløn er 1.900 RON pr. måned, hvilket svarer til ca. 3.000 DKK. Pensionsalderen er også forskellig for mænd og kvinder. Mens pensionsalderen for mænd er 60-65 år, er pensionsalderen for kvinder 55-60 år. Du kan dog gå tidligere på pension, hvis du har arbejdet inden for brancher med hårdt fysisk arbejde. Sammenlignet med Danmark er lønnen altså lavere og arbejdsdagene længere, men det er værd at nævne, at fx madvarer og boligleje også er markant billigere.

Opsigelse

  • Almindeligt opsigelsesvarsel: 20 kalenderdage
  • Kollektivt opsigelsesvarsel: 30 kalenderdage
  • Medarbejdere i ledende stillinger: 45 kalenderdage
  • Medarbejdere i operationelle stillinger: 20 kalenderdage

Jobansøgning

Ansøgningsprocessen i Rumænien er ikke meget anderledes end i Danmark. Du sender dit cv og en kortfattet og velmotiveret ansøgning. Derefter vil du (forhåbentlig) komme til jobsamtale. Fortvivl ikke, hvis du stadig befinder dig i Danmark. Mange internationale virksomheder bruger nemlig også fx Skype til jobsamtaler, så du behøver ikke at flyve til Rumænien udelukkende på grund af én jobsamtale.

Levevilkår i Rumænien

Find bolig

Der findes talrige Facebook-grupper og hjemmesider, hvor du kan finde en bolig i Rumænien. For at undgå snyd kan det dog anbefales at se lejligheden først, inden du betaler indskud eller depositum. Befinder du dig stadig i Danmark, kan det være en god idé at bo på hostel eller hotel de første dage. Dette giver dig mulighed for at besigtige lejligheden først. Ligesom i Danmark kan priserne på husleje variere, alt efter om du skal bo i en mindre by, en storby eller hovedstaden Bukarest. I større byer kan huslejen ligge på omkring 2.000-3.000 kr. for en etværelses lejlighed, hvor prisen i de mindre byer er 1.500-2.000 kr. Det skal dog nævnes, at der naturligvis også kan være forskel på priserne afhængig af lejlighedernes stand mv. Da lønnen er lavere i Rumænien end i Danmark, vil huslejen også være derefter. Vil du være på den sikre side, vil du som regel stå dig bedst ved at kontakte en lokal ejendomsmægler, der kan hjælpe dig med at finde en bolig. Du vil oftest skulle vise id og ansættelsesbevis eller anden dokumentation for, at du kan betale din husleje. Som regel vil el, vand og varme være inkluderet i huslejen. Det er dog ikke altid tilfældet, og det kan derfor godt betale sig at give sig selv tid til at læse kontrakten ordentligt igennem og få stillet alle de spørgsmål, der nu måtte være. Brug din sunde fornuft og se lejligheden, før du skriver under eller overfører penge.

Leveomkostninger

Leveomkostningerne i Rumænien er generelt lavere end i Danmark. Hvad enten det er lækre caféture, restaurantbesøg, dagligvarer eller andet, vil du altså opleve, at priserne er lavere end i Danmark. Du kan fx spise på en restaurant for under 50 kr., hvor det i Danmark gerne koster over det dobbelte.

Trafik

Rumænien er et transitland, hvilket vil sige, at der er tæt trafik. Du vil opleve, at der ikke gælder helt de samme færdselsregler som i Danmark. I byområder er fartgrænsen 50 km/t, på landeveje 90 km/t og på motorveje 130 km/t. I Rumænien er der højrekørsel lige som i Danmark. Grønt forsikringskort er påkrævet. 1. januar 2015, indførte Rumænien en generel vejafgift. For biler, der er registreret i landet, betales afgiften årligt, hvorimod afgiften for udenlandske biler kan betales for 7 dage, 30 dage eller et år. Afgiften betales forud. Du kan læse mere om trafikken i Rumænien på Udenrigsministeriets hjemmeside, http://um.dk.

Danskere i Rumænien

Selv om det kan være spændende at møde mennesker fra en anderledes kultur og lære et nyt sprog at kende, kan det også være rart nogle gange at tale dansk og mødes med andre danskere. For eksempel er Facebook-gruppen "Danskere i Rumænien" et perfekt sted for dig, der ønsker at møde andre danskere og danne nye venskaber – eller bare søger vejledning. Besøg den her: https://www.facebook.com/groups/340803726035397/?fref=nf. Romania

Find din lejlighed i Rumænien

Annonce